De små banker snupper kunder fra de største


De små banker snupper kunder fra de største

Bankkunderne søger mod de lokale banker i stedet for de store landsdækkende, viser tal fra Voxmeter. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix


Nærhed til kunderne sikrer lokale banker fremgang, mener direktør. Hvidvasksag i Danske Bank betyder mindre.

 
De lokale og regionale banker har vundet kunder fra de store gennem 2018.

Ifølge analyseinstituttet Voxmeter har de lokale banker, sparekasser og andelskasser vundet omkring 67.000 kunder i årets første ni måneder.

Hos foreningen Lokale Pengeinstitutter, der har 54 pengeinstitutter i medlemskredsen, kan direktør Jan Kondrup ikke forholde sig til de konkrete tal i undersøgelsen, men godt bekræfte tendensen.

Vi har oplevet en stor kundetilgang over flere år. Hovedårsagen er forretningsmodellen i de lokale pengeinstitutter, hvor man stadig har mange filialer og er tæt på kunderne og deres hverdag.

Vi oplever, at kunderne går op i nærhed, tryghed og stabilitet,

siger Jan Kondrup.

Sagen om hvidvask i Danske Bank har de seneste mange måneder fyldt meget i Danmark, men Jan Kondrup vurderer ikke, at det er den primære årsag til de lokale pengeinstitutters fremmarch.
Danske Bank har ifølge Voxmeter tabt omkring 60.000 kunder i årets første ni måneder.

Banken kan ikke genkende tallene og siger, at den har mistet 1500 nemkonto-kunder i 2018.

Nordea har ifølge undersøgelsen tabt omkring 18.000 kunder. Banken offentliggør ikke selv kundetal.


Ritzau / Berlingske 10.11.18
Læs hele artiklen på Børsen.dk


Læs mere