Festival

Her er Danmarks mest kendte festivaler


Festival

Når man skal vælge de festivaler, man kunne tænke sig at opleve i år, er det selvfølgelig godt at kende det fulde udvalg. Det gør en stor del af befolkningen dog langt fra, hvis man kigger på tal fra markedsanalyseværktøjet CEM Music Intelligence.

Voxmeter har i denne uge set på, hvilke af landets festivaler der er almenkendte i befolkningen – eller som et repræsentativt og uvildigt udvalg har svaret, at de kender til. Denne måling kan være brugbar til orientering for både store og små festivaler. Den kan bl.a. anvendes til at se, hvor stærkt deres brand er i forhold til konkurrenternes.

Danmarks mest kendte festivaler

Spørgsmål: Hvilke musikfestivaler kender du? Gennemsnitlige respondenter 7524 / Beregningsmetode 52 uger

Tallene viser, at Roskilde Festival har en klar førerposition som Danmarks absolut mest kendte festival med et kendskab blandt hele 84,6% af befolkningen. Folkeslageren Grøn Koncert følger stærkt efter med 81,2%, sammen med Smukfest på 79,1%. Derefter følger Langelandsfestivalen med 64%, før vi nærmer os festivaler, som ca. halvdelen af den danske befolkning har kendskab til, nemlig Distortion (51,7%) og Tinderbox (51,5%).

Festivalerne, der rammer 40%-mærket, er NorthSide Festival (45,5%), Copenhagen Jazz Festival (41,9%) og COPENHELL (41,8%). Endelig er der Jelling Musikfestival, som ca. 32,6% af befolkningen har kendskab til.

I denne undersøgelse præsenterer vi de ti mest kendte festivaler, men Voxmeter har naturligvis data, der omfavner danskernes placering af samtlige festivaler i Danmark. Endelig er det værd at bemærke, at denne måling udtrykker kendskab på landsplan – for der er regionale afvigelser. F.eks. er den mest kendte festival i Region Nordjylland ikke Roskilde Festival, men Nibe Festival (82,5%). Ligeledes har et større segment kendskab til den lokale Thy-Rock (31,7%). Samme gør sig gældende i Region Midtjylland, hvor Smukfest har en førerposition med kendskab hos 82,6% af lokalbefolkningen. Her har også hele 61,4% af befolkningen kendskab til NorthSide Festival, og så fylder Samsø Festival også godt (44,1%) i den regionale bevidsthed.

Ugens data er genereret af Voxmeters eget markedsundersøgelsesværktøj, CEM Music Intelligence, der baseres på specifikke musikrelaterede interview med ca. 26.000 danskere årligt. Interviewene undersøger danskernes syn og vaner i forhold til festivaler, spillesteder m.v.

CEM Music Intelligence rådgiver med de danske musikforbrugere

Tallene i denne analyse er baseret på Voxmeters database CEM Music Intelligence, der samler viden om danskernes musikadfærd og -vaner, baseret på repræsentative udsnit af de almene musikforbrugere. Monitoreringen, der bygger på 52.000 årlige interviews, blev igangsat i oktober 2017, og lige siden har Voxmeter spurgt danskerne om alt lige fra deres musikforbrug og -vaner til deres syn på festivaler og spillesteder.


Læs mere

 

Klaptrae
Woodpecker