Lytterne elsker musik med danske tekster


Lytterne elsker musik med danske tekster

Det kræver meget at skrive på dansk i dag. Man er som kunstner ikke eksponeret for et internationalt publikum, og vores danske sprog har færre ord at jonglere med end det engelske. I slut 90-erne og starten af 00-erne fravalgte mange danske kunstnere deres modersmål, når de sang. Men i slut 00-erne kom en ny bølge af kunstnere, der vendte tilbage til det danske sprog*. Og siden er det blevet mere og mere populært at synge på dansk og at lytte til danske sange.

Voxmeters nye analyseprogram, VoxHot Musikliste, hvor et repræsentativt udsnit af danskerne vurderer ny musik, viser, at musik med danske tekster fortsat er populært. I uge 40 ligger Hjalmar nummer et på VoxHot-listen, med sin fortolkning af ’Dig og Mig’. På andenpladsen ligger Rasmus Nøhr med sit nye nummer, ’Tænker For Meget.’


VoxHot-listen uge 40

På VoxHot-listen er det både de unge og de mere garvede kunstnere, der får bifald for deres danske tekster. Fælles for de mest vellidte dansksprogede sange på VoxHot-listen, er, at lytterne vurderer, at sangene har et element af tristhed. Det gælder både Lars Lilholts samarbejde med Oh-Land i ’Sig Mit Navn’, Hjalmers ’Dig og Mig’ og Marie Key’s ’Det vi sagde’. Denne melankolske undertone, der kan findes under dækket af kærlighedspoesien, skaber en nærhed, der måske er særlig for de danske sangtekster.

Lars Lilholt nummer 1 i disciplinen ”Bedste sangtekst”
Siden VoxHot-listen gik i luften 18. september, har et repræsentativt udsnit af danskerne vurderet 87 nye udgivelser. Kun 20 af disse indeholder danske sangtekster. Ikke desto mindre er det fem af disse numre, der indtager top-10 på all-time-listen i disciplinen ‘Danskernes foretrukne sangtekster’. Her indtager Lars Lilholt en suveræn førsteplads.

Bedste sangtekst uge 40

*Kilde: Kristeligt Dagblad 31.01.2008 og Politiken 13.01.2008

Se alle musikartikler