28. januar 2021 / i Musik, Musikbranche, Musikforbrug
Scener uden spillemænd og tomme dansegulve gav plads til andre stilarter
Det kan godt være, vi danskere har været glade for The Weekends ”Blinding Lights”, som også var årets mest spillede sang. Men slår man ørene ud og lytter til året, der gik, er det stadig muligt at høre ekkoet fra andre musikgenrer. Hvis du har taget en ekstra svingom til latinmusik eller haft børnene med på hjemmekontoret, så er du i al fald ikke alene.
Den allersidste dans
Stroboskoplyset kom ikke på overarbejde i 2020, hvor danskerne heller ikke havde spillelisten fra det lokale diskotek lige så tæt som i 2019. Gennem flere år har mange proklameret, at rocken er død, men det er den ikke. Dog har den heller ikke haft meget vind i sejlene under pandemien, hvor interessen for genren gik tilbage med 6,4%. Den store højdespringer er latinmusikken, som fik markant mere opmærksomhed i 2020.
Koncerter og kassettebånd
Nedlukningen af landet betød mange refunderinger af koncert- og festivalbilletter, men det påvirkede også måden, hvorpå vi lyttede til musik. Hvis du i løbet af 2020 stillede ind på Facebook og streamede en livekoncert, så har du været en del af et voksende publikum, der overholdt alle afstandskrav. Facebook var nemlig det medie, der oplevede den største procentuelle fremgang sidste år, men mange har også taget det taktile til sig. Det gode gamle kassettebånd oplevede også en øget interesse, når vi skulle lytte til musik.
Det er dog ikke fordi, du skal forvente, at 2021 giver kassettebåndet en renæssance, eller Facebook bliver musiklytningens nye arnested. Radioen er stadig det sted, hvor vores ører beskæftiger sig mest med musikken.
70 20 23 24 • [email protected]