Markedsprognose & Samfundsstatus
Oktober 2022
Voxmeters konjunkturrapport for oktober er ude nu og indeholder tre-måneders-prognoser for det danske marked samt situationsstatus for borgerne i Danmark.
Konjunkturrapporten er den mest omfattende af sin art. Hver måned interviewer vi 5.000 danskere og 1.250 virksomhedsledere. Alle interviews er fordelt nationalt repræsentativt.
Virksomhederne beretter om stigende pres. Blandt andet rapporteres der om stop for nye ansættelser, udfordret likviditet og iværksættelse af større nedskæringer.
Danskerne har nu i flere måneder berettet om en stærkt presset husstandsøkonomi. I oktober-rapporten er der nu endnu flere B2C-brancher, der desværre må forvente markant omsætningsfald.
For danskerne er det samtidigt bekymringernes tid! I starten af året var det bekymringen for klimaet, der toppede. I marts blev klimaet overhalet af bekymringen for international politik. Og i maj var det bekymringen for inflation, der strøg til tops. I de 20 år Voxmeter har målt danskernes bekymringer, har intensiteten aldrig været større. Således er der hele 6 områder, der bekymrer mere end 50% af befolkningen. Heldigvis er der dog også enkelte lyspunkter…
På trods af et højt bekymringsniveau oplever danskerne forunderligt nok at være i bedre humør end tidligere, og flere vurderer at have sundere kostvaner end tidligere.
Den pressede økonomi og den intense bekymring hæmmer heller ikke rejselysten. Ønsket om at købe ferierejser til udlandet er fortsat stigende, og der forventes også stigninger i anvendelsen af forretningsrejser.
Kulturen har også udsigt til fremgang. Vi kan rapportere om forventet stigning i interessen for at læse bøger og lytte til musik, dyrke kunst og gå i teatret og biografen.
Dette er blot et lille uddrag af de mange nedslagspunkter om det danske marked og samfund, som indgår i Voxmeters månedlige konjunkturrapport. Rapporten er udviklet i tæt samarbejde med en række banker, organisationer og virksomheder. Datagrundlaget opdateres løbende via Voxmeters to paneler: Forbrugerpanelet bestående af mere end 100.000 danskere og erhvervspanelet bestående af ca. 13.000 beslutningstagere. Begge paneler er nationalt repræsentative.