Regeringen krabber sig lidt fremad i ny Voxmeter-måling
Mandagens Voxmeter-måling byder på opmuntring til regeringen, men kun i forhold til de seneste ugers målinger.

Foto: Kevin Angelsø/Unsplash
Uddrag fra Kristeligt Dagblad:
Det går fortsat trægt for SVM-regeringen i de ugentlige politiske meningsmålinger, som analyseinstituttet Voxmeter laver for Ritzau. Også selv om regeringen har indgået flere store politiske aftaler de seneste uger.
Mandagens måling viser imidlertid for første gang i fire uger, at regeringen kan mønstre en opbakning fra over en tredjedel af vælgerkorpset. Det er dog med forbehold for statistisk usikkerhed.
De tre regeringspartier står mandag tilsammen til at få 35,4 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen. Det ville udløse 63 mandater i Folketinget.
Det er langt fra de 50,1 procent og 89 mandater, som Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fik tilsammen ved folketingsvalget i 2022.
Det er imidlertid noget bedre end de 58 mandater, som regeringen stod til i sidste uges Voxmeter-måling.