Ny spejderdag i hele landet: Skal dine børn hjælpe dig i naturen?
Kan du finde vej i skoven med kompas, eller bygge et ly, når natten falder på? Hvis svaret er nej, så ligner du de fleste andre. En undersøgelse fra Voxmeter viser nemlig, at mange voksne danskere mangler erfaring med naturen. Derfor lancerer Det Danske Spejderkorps nu en landsdækkende spejderdag, så børn kan lære om naturen – og give den viden videre til de voksne.

Foto: Unsplash
Uddrag fra Det danske spejderkorps via Ritzau
Viden om naturen har i mange generationer været noget, der blev givet videre fra forældre til børn, men måske skal vi til er bytte om på rollerne. En ny undersøgelse viser nemlig, at mange voksne aldrig har lært at tænde bål uden lighter eller bygge et ly med naturens materialer. Til gengæld har børnene det største potentiale for at genvinde den tabte viden – og give den videre. Det Danske Spejderkorps inviterer derfor til Spejderdag den 11. maj, hvor familier over hele landet kan opleve, hvordan spejderlivet giver børn færdigheder, fællesskab og nysgerrighed på naturen
“Vi ved, at mange gerne vil mere ud i naturen – og vi får faktisk også mere natur at gå på opdagelse i. Men mange voksne mangler de basale færdigheder til at bruge naturen aktivt sammen med deres børn. Det er en skam, for naturen rummer fantastiske oplevelser – og vi vil gerne hjælpe flere i gang”, siger Morten Gade, som er generalsekretær for Det Danske Spejderkorps.
Og spejderne har en plan for at gøre de voksne mere naturklar. Til Spejderdag d. 11. maj inviterer mere end 160 spejdergrupper over hele landet både børn og voksne til at komme forbi og opleve spejderlivet, så endnu flere kan blive en del af et sjovt fællesskab og lære mere om naturen.
Klar til at lære de voksne
Lidt senere på året kommer så anden del af planen, når Det Danske Spejderkorps lancerer et helt nyt ”læremestermærke”, som skal lære spejderne, hvordan de bedst kan lære deres færdigheder videre.
”Vores spejdere kan allerede alt det, mange voksne gerne vil lære – de kan bygge ly, tænde bål og finde vej med kort og kompas. Men vigtigst af alt: De samarbejder og finder løsninger sammen. Med vores nye læremestermærke inviterer vi børnene til at lære det videre til deres forældre. For ofte er det faktisk børnene, der har styr på naturfærdighederne – og det skal vi voksne turde give plads til”, siger Morten Gade.
Til Spejderdag kan børn og voksne i hele landet tilmelde sig en række forskellige sjove og spændende aktiviteter. Det kan være alt fra at bygge huler og lave mad over bål, og til at klatre i træer, sejle med søspejdernes skibe eller at deltage i Spejderolympiaden. Der er allerede mere end 1.500 børn tilmeldt, og interesserede kan finde deres lokale spejdergruppe på www.spejderdag.dk
Læs mere om hele artiklen og undersøgelsen her
Kontakt mig endelig, hvis du har spørgsmål
