Renovering og reparationer i hjemmene:
Mænd arbejder mest, kvinder beslutter mest

Mange oplever, at de selv arbejder mest, mens deres partner har truffet beslutningerne, viser en ny Voxmeter-undersøgelse. Der er dog også mange par, der deler arbejde og beslutninger i harmoni

De traditionelle kønsroller lever i bedste velgående i de danske hjem, særligt når der skal renoveres.

I en ny Voxmeter-undersøgelse foretaget blandt 3000 danske boligejere svarer kvinderne, at de oftere har det sidste ord, når det kommer til materialevalg til boligen, mens mændene i langt højere grad beskriver sig selv som den udførende part på gør-det-selv-projekter.

Men undersøgelsen, der er foretaget på vegne af gulvproducenten Timberman, viser også en interessant diskrepans i parrenes opfattelse af rollefordelingen. Her mener de danske mænd, at de i markant højere grad end deres partnere står for selve arbejdet.

Historiske tråde

– Historisk set har kvinder stået for den hjemlige sfære med ansvar for hus- og omsorgsarbejde, hvor mænd har haft ansvar for det udenfor hjemmet.

– At kvinder fortsat ser hjemmets indretning som deres domæne trækker tråde tilbage til den historiske arbejdsdeling mellem kønnene, siger Michala Hvidt Breengaard, der har forsket i køn og er PhD hos Københavns Universitet.

Når man ser på de underliggende Voxmeter-data blandt danskere i parforhold, svarer 59,6 % af de adspurgte mænd, at de primært udfører gør-det-selv-projekter i hjemmet.

Men kun 45,1 % af kvinder i forhold svarer, at deres partner er den primære gør-det-selv-person. Det giver en forskel på 14,5 procentpoint mellem mændenes selvbillede og partnerens oplevelse.

Delt hverdag

Samme forvrængning ses den anden vej, hvor kvinderne har et tilsvarende større gør-det-selv-selvbillede, end deres partner tilskriver dem. Her svarer 13,9 % af kvinderne, at de gør det selv, mens kun 5,8 % af mænd i parforhold peger på partneren som den, der fikser tingene hjemme.

– Det interessante er ikke kun, at mændene oftest udfører arbejdet, men at parrene ikke altid ser det ens. Gør-det-selv er for mange mænd stadig tæt knyttet til rollen som den praktiske problemløser, mens kvinderne i højere grad beskriver en mere delt hverdag, siger Mogens Fisker, der er direktør hos Timberman.

Fælles beslutninger

Mens mændene i højere grad tager værktøjet, tager kvinderne i højere grad beslutningerne om materialevalg til renoveringsprojekter.

Undersøgelsen viser, at den endelige beslutning om valg af materialer som gulv, køkken og maling oftest ligger hos kvinden i parforholdet.

På landsplan svarer 39,7 % af kvinderne, at de selv har det sidste ord, mens det samme gælder 32,7 % af mændene.

Omvendt siger 14,2 % af mændene, at partneren har det sidste ord – det gælder kun 7,7 % af kvinderne. Over halvdelen (52,9 %) svarer dog, at beslutningen træffes i fælles enighed.

Krige, konflikt og oprustning fylder – herhjemme og i verden. Den tendens er tydelig i en undersøgelse fra Røde Kors, der også viser, at langt de fleste danskere ved, at der findes regler for krig

En undersøgelse fra Røde Kors viser, at mere end halvdelen af danskerne (55 %) er meget eller noget bekymret for, at krig eller væbnet konflikt kommer til at påvirke deres eget liv. Fire ud af ti (41 %) er meget eller noget bekymret for, at der inden for de næste fem år kommer krig i Danmark. Hele seks ud af ti danskere (63 %) er meget eller noget bekymret for, at krigen i Ukraine vil sprede sig til andre europæiske lande. 

Resultaterne af undersøgelsen er baseret på svar fra 1.526 respondenter på 18 år og derover, som har svaret på spørgsmål om krigens regler – både kendskab og holdning til krigens regler. Data er indsamlet af Voxmeter for Røde Kors i december 2025.

”Det her var relativt høje tal for en måned siden, og man må sige, at emnet ikke er blevet mindre siden. Det tror jeg heller ikke, at bekymringerne blandt danskerne er”, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.

Regler for krig
Undersøgelsen fra Røde Kors viser også, at de fleste i Danmark ved, at der findes regler for krig. Hele 84 % svarer ja til, at der findes internationale regler og love for krig. Kun 2 % svarer nej, mens de resterende 14 % svarer, at de ikke ved det. Dermed er langt størstedelen klar over, at reglerne findes.

”Det er opløftende, at kendskabet til, at der findes regler for krigsførelse, er højt i Danmark. Vi har brug for en informeret og engageret offentlighed, der kender grænserne for ulovlig krigsførelse og som er villig til at stille dem, der bryder reglerne, til ansvar”, siger Anders Ladekarl og uddyber:

”Faktisk viser studier, at en af de måder, man mest effektivt kan holde stater ansvarlige for deres adfærd i krig, er en moralsk informeret og etisk engageret offentlighed. Befolkningen kan og skal have tillid til, at disse regler kan begrænse grusomhed i kamp”. 

Større kendskab i Norge og Sverige
I undersøgelsen skiller de voksne under 30 år sig ud – både i forhold til deres viden og deres opbakning til krigens regler. Gennemgående har de yngste respondenter (18-29 år) et lavere kendskab til, hvad reglerne indeholder, og deres personlige holdning til, hvad der bør være forbudt, følger i lavere grad krigens regler.

Mest markant skiller aldersgruppen sig ud i forhold til spørgsmålet om, hvilke patienter sundhedspersonale bør prioritere behandling af. Mens 81 % af hele den voksne befolkning mener, at alle syge og sårede skal behandles uanset tilhørsforhold, er det kun 68 % i alderen 18-29 år.

Sammenligner man med Norge og Sverige, er viden om indholdet i krigens regler i Danmark markant lavere, fx svarer 72 % af de adspurgte danskere, at angreb på civile er forbudt under krigens regler. Det samme gør 84 % af svenskerne og 86 % af nordmændene. At voldtægt er forbudt under krigens regler ved 77 % af danskerne, mens tallene også her er højere for svenskerne (91 %) og nordmændene (92 %). Undersøgelsen viser desuden, at de respondenter, der er mest bekymrede for krig i Danmark, har lavere kendskab til, at der findes regler for krigsførelse, som bl.a. har til formål at beskytte civile.

Kun 26 % af de adspurgte i undersøgelsen har fået undervisning i reglerne.

Undervisningsmateriale og kurser
Som nationalt Røde Kors selskab har Røde Kors i Danmark et særligt mandat til at udbrede kendskabet til den humanitære folkeret og krigens regler i Danmark og til at samarbejde med danske myndigheder om at sikre overholdelsen af den humanitære folkeret.

”Vi ved, at befolkningens kendskab og opbakning til folkeretten spiller en vigtig rolle i forhold til hvilke beslutninger, der bliver truffet i krig, både på slagmarken og i regeringskontorerne”, siger Anders Ladekarl.  

Røde Kors udvikler i forvejen undervisningsmaterialer og afholder kurser om krigens regler, men undersøgelsen tyder på, at der er behov for langt mere undervisning, særligt målrettet de yngre generationer.

Læs hele undersøgelsen her

OM KRIGENS REGLER
Krigens regler kaldes også den humanitære folkeret og omfatter bl.a. Genève-konventionerne, som alle stater er bundet af. Den humanitære folkeret beskytter dem, der ikke eller ikke længere tager del i den væbnede konflikt, og opstiller restriktioner for, hvilke våben og metoder de stridende parter må bruge.

I korte træk er de grundlæggende principper for krigens regler:

  • Krigens parter skal skelne mellem kombattanter og civile og må ikke angribe civile, herunder nødhjælpsarbejdere.
  • Brugen af visse våben, som er særligt grusomme eller ikke skelner mellem civile og kombattanter, er forbudt eller begrænset.
  • Krigens parter skal hjælpe syge og sårede og beskytte sundhedspersonale og faciliteter.
  • Krigens parter skal sikre krigsfanger og civile, der er fængslet, værdighed. Det gør de bl.a. ved at tillade, at Røde Kors besøger dem.

Denne artikel er bragt onsdag d. 21. januar 2026, på baggrund af en undersøgelse foretaget af Voxmeter. 

Undersøgelsen er delt af følgende medier: 

Tilmeld dig Voxmeters nyhedsbrev og modtag spændende insights hver uge.

Denne artikel er bragt via Ritzau, fredag d. 16. januar 2026, på baggrund af en undersøgelse foretaget af Voxmeter. 

Den originale artikel og rapport kan læses herunder:

Undersøgelsen er desuden delt af følgende medier: 

� Copyright - Voxmeter