De fleste af os har nok oplevet perioder på arbejdet, hvor det kan være svært at levere som normalt. Vi kan opleve, at balancen tipper, når vi bliver forældre og skal jonglere job og småbørnslivet. Eller hvis vi bliver skilt og skal håndtere en ny hverdag og måske en sorg oveni det.
Vi går alle igennem livsfaser, men særligt én af dem er stadig pakket ind i tavshed. Nemlig overgangsalderen.
Det er paradoksalt. For ifølge Københavns Universitet oplever næsten alle danske kvinder gener i overgangsalderen, og over halvdelen melder om moderate til alvorlige gener.
Generne kan være alt fra søvnløse nætter, hjernetåger til fysisk ondt i kroppen. Det påvirker selvfølgelig, hvordan man har det, når man går på arbejde.
Et estimat fra Københavns Universitet viser, at det samlede tab af arbejdskraft i Danmark på grund af symptomer på overgangsalder svarer til 10.198 fuldtidsstillinger om året. Faktisk koster fraværet over fire milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste.
I mange årtier har overgangsalderen været noget, som den enkelte kvinde har håndteret i stilhed. Men når så mange bliver ramt af overgangsalderen, kan vi som arbejdsgivere og samfund være vores rolle mere bevidst. Hvis ikke, så risikerer vi at miste medarbejdere, der befinder sig midt i arbejdslivet og har stor og vigtig erfaring. Det er et tab for den enkelte, men også for arbejdspladsen og samfundet.
Nogen skal turde tage det første skridt
En ny befolkningsundersøgelse fra Voxmeter viser faktisk, at en tredjedel af danskerne mener, at det er lederens ansvar at tage initiativ til at tale om overgangsalderen på arbejdspladsen. Derimod er det kun to procent, der selv vil tage fat i deres leder.
Det stiller store krav til danske arbejdspladser og deres ledere, for noget tyder på, at hvis vi tager overgangsalder mere alvorligt som livsfase, så kan vi få medarbejdere i bedre trivsel. Derfor skal vi som arbejdspladser være bedre til at skabe rammer, hvor samtalen kan tages, og hvor medarbejdere mødes med viden, forståelse og relevant støtte.
Når det er sagt, så findes der selvfølgelig allerede i dag virksomheder, hvor overgangsalder bliver drøftet i plenum, men faktum er nok, at overgangsalder fortsat er et tabu mange steder. Og det kan skabe et stort tomrum og ensomhed, hvis man ikke har et sted at lufte, at man har sovet tre timer om natten eller tør forklare, hvorfor man har brug for at skifte arbejdstøj i løbet af arbejdsdagen.
Vi kan ende i en situation, hvor medarbejderen venter på, at lederen tager initiativ, mens lederen venter på, at medarbejderen selv siger noget.
Dialog og forståelse er et arbejdsgiveransvar
Vi har før set, at arbejdspladser kan flytte sig, når de tør tage nye samtaler alvorligt.
Stress er et oplagt eksempel. For år siden var det også et emne, mange helst gik uden om. I dag ved de fleste arbejdspladser, at tidlig opmærksomhed og åben dialog gør en forskel. Den samme ændring er nødvendig nu.
Overgangsalderen skal ikke være et tabu, men behandles som en livsfase, arbejdspladsen bør kunne rumme. Det kræver ikke kun dialog, men også viden, bedre rammer og en tydelig forståelse af, at hjælp findes, og at tidlig støtte kan gøre en mærkbar forskel for både den enkelte og arbejdspladsen.
Ofte er det ikke de store greb, der skal til, for små justeringer kan gøre en stor forskel.
Et godt første skridt som arbejdsplads er at anerkende, hvordan overgangsalderen kan påvirke arbejdslivet, og se det som en livsfase. Samtidig skal arbejdspladsen klæde sine ledere på til at tage samtalen åbent og naturligt, når behovet opstår.
Håndtering af overgangsalderen er ikke længere kun et privat anliggende. Det er også et arbejdsgiveranliggende. Vores håb er, at vi i fællesskab bliver endnu bedre til at sætte overgangsalder på dagsordenen.
Mads Kaagaard er administrerende direktør i Danica, Signe Tychsen Philip er vicedirektør for arbejdsmiljø i Dansk Industri, Henriette Laursen er direktør i KVINFO, Pernille Knudsen er direktør i Dansk Erhverv, Mina Bernardini er direktør i DA, Flemming H. Grønsund er næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Linda Nordstrøm Nissen er underdirektør i erhvervsorganisationen TEKNIQ, og Kristina Robins er 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd
Berlingske har set den befolkningsundersøgelse fra Voxmeter, der henvises til. Den er endnu ikke udgivet.
