Befolkningens humør er langt bedre end før corona
Danskernes humør og mentale balance steg markant under corona. Men i dag er følelsen af mental balance nede på samme niveau som før corona-nedlukningen.
Danskernes hverdag blev vendt på hovedet onsdag den 11. marts 2020, da Mette Frederiksen lukkede hele landet ned. Men to år med corona-restriktioner gjorde hverken danskerne i dårligt humør eller fik dem i mental ubalance – faktisk tværtimod! Herunder ses udviklingen i Voxmeters monitorering af danskernes humør fra før, under og efter corona-nedlukningen.
Det gode humør er dog begyndt at dale igen. Et mønster, der alle de år, Voxmeter har gennemført målingen, har gentaget sig hvert efterår. Men humøret er måske i øjeblikket ekstra påvirket, fordi danskernes bekymringer for international politik, inflation og klimaforandringer er steget voldsomt de seneste 7 måneder.
Den mentale balance er tilbage til normalen
Følelsen af at være i god mental balance var på sit højeste mellem november 2020 og februar 2021. Men i takt med at restriktionerne blev fjernet, og hverdagen langsomt begyndte at ligne sig selv igen, følte befolkningen sig i mindre god mental balance. I dag er vi derfor tilbage til, hvad der kan kaldes normalen.
Nu kan du selv tjekke udviklingen
Voxmeter har netop lanceret en gratis analyseportal, hvor du selv kan tjekke udviklingen for danskernes bekymringer. Derudover kan du blandt andet også slå prognoser op for, hvor mange penge danskerne har afsat til forbrug, og om virksomhederne vurderer at have mere eller mindre likviditet de næste 3 måneder.