Danske Bank får hård bedømmelse af sin klimaindsats i meningsmåling
Lille pengeinstitut får positiv bedømmelse for sin klimaindsats, som bliver vurderet næsten lige så god som grønne tænketanke og vindmølleselskaber.

Foto: Adrian Cuj/Unsplash
Uddrag fra FinansWatch:
Selv om Danske Bank de seneste år har sat en række klimatiltag i søen, får banken en hård bedømmelse, når befolkningen skal bedømme bankens indsats.
Det viser en meningsmåling, hvor analysevirksomheden Voxmeter har spurgt 6500 personer til deres syn på 21 pengeinstitutters klimaindsats.
Danske Bank ligger nederst på listen blandt pengeinstitutterne, hvilket også var tilfældet sidste år, men banken har dog fået en anelse højere score end i 2023.
Adm. direktør hos Voxmeter Christian Stjer siger, at banken har en opgave med at trænge igennem med budskaber, der bliver opfattet som troværdige.
”Det kan godt være, at Danske Bank har en masse initiativer, der er med til at gøre verden grønnere, men det slår ikke igennem i befolkningens syn på bankens klimaindsats,” siger han.
Undersøgelsen fortæller ingenting om, hvilke banker der rent faktisk gør den største indsats på klima, men alene hvorvidt befolkningen opfatter arbejdet positivt og finder det troværdigt.
Ifølge Christian Stjer bærer bedømmelsen af Danske Bank præg af, at banken gennem en årrække har kæmpet med en række dårlige sager – herunder hvidvasksagen i Estland – som har kostet på bankens troværdighed.
”Folk er forudindtaget negative omkring Danske Bank, og det smitter af på, hvordan bankens klimaindsats bliver bedømt,” siger han.
Omkring en tredjedel af de adspurgte angiver i undersøgelsen, at de er meget optaget af klimaudfordringerne, og banken har ifølge Christian Stjer sværere ved at vinde nye kunder i det segment på grund af sit image på klimaindsats.
”Hvis man opfattes dårligt på klimaområdet, så har man svært ved at vinde den kunde, selv om Danske Bank leverer godt på rådgivning og har gode onlineløsninger,” siger han med henvisning til en anden undersøgelse, som Voxmeter har foretaget, hvor kunderne kvitterer på de områder.