Danskerne hilser sosu'er som ukrainske Anna velkommen
"De er lige så gode til at passe ældre, som vi andre er"
DR resumé:
Rundt om morgenmadsbordet er de ældre på Plejecenteret Lyngparken Vest i Varde så småt ved at vågne. Blandt dem er flere sosu’er i gang med at hjælpe de ældre med maden.
En af dem er 31-årige Anna Dobroshtan fra Ukraine.
Hun kom til Danmark for seks år siden og startede i landbruget. Men efter et par år blev grisefarmen skiftet ud med en plads på Varde Kommunes særlige sosu-uddannelse, hvor der er ekstra meget fokus på sproget.
Og det var nødvendigt for Anna, for det var meget begrænset, hvor meget dansk hun kunne tale og forstå, da hun startede på uddannelsen, fortæller hun.
– Jeg kunne lidt engelsk. Så jeg har haft dobbelt så meget undervisning og lavet dobbelt så mange lektier, for ellers følte jeg ikke, at jeg var god nok, siger Anna Dobroshtan.