Ny Voxmeter-måling sender partiet op på 12,4 procent

Mandag offentliggjorde Voxmeter den første politiske meningsmåling efter sommerferien.

Målingen viser partiets højeste målte tilslutning siden april 2019. Ved folketingsvalget den 24. marts 2026 fik Dansk Folkeparti 9,1 procent af stemmerne. I den seneste måling står partiet dermed 3,3 procentpoint højere end ved valget. Resultatet er baseret på en kombination af telefoninterview og webinterview med 1.029 repræsentativt udvalgte personer på 18 år+ og er gennemført i perioden fra d. 3. august 2026 til d. 9. august 2026.

Fremgang til flere partier i blå blok

Ud over Dansk Folkeparti står Venstre, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne også til fremgang sammenlignet med målingen før sommerferien.

  • Venstre står til 10,3 procent af stemmerne og 18 mandater mod 9,9 procent og 17 mandater før sommerferien.
  • Liberal Alliance står til 9,6 procent og 17 mandater. Før sommerferien stod partiet til 9,2 procent og 16 mandater.
  • Danmarksdemokraterne står til 6,0 procent og 11 mandater mod 5,0 procent og ni mandater før sommerferien.

Kritik efter politisk møde på Christiansborg

Dansk Folkepartis fremgang i målingen falder sammen med en sommer, hvor partiformand Morten Messerschmidt flere gange har markeret sig i nyhedsstrømmen.

I slutningen af juli ønskede Messerschmidt blandt andet Folketinget hasteindkaldt for at drøfte situationen ved den spanske enklave Ceuta.

Senest har et møde på Christiansborg med den montenegrinske politiker Vladislav Dajković skabt overskrifter og ført til kritik, blandt andet fra andre partier i blå blok. Dajković er stifter og leder af partiet Slobodna Crna Gora (Frit Montenegro), som han selv beskriver som Montenegros eneste prorussiske og NATO-kritiske parti.

TV 2 omtalte mødet torsdag i sidste uge. Morten Messerschmidt udtalte efterfølgende til mediet, at han burde have foretaget et grundigere baggrundstjek af den politiker, han mødtes med.

Denne artikel er originalt bragt af Ritzau. 

Artiklen er desuden delt af følgende medier: 

Tilmeld dig Voxmeters nyhedsbrev og modtag spændende insights hver uge.

© Copyright - Voxmeter