Tirsdag er det et år siden, dronning Margrethe abdicerede, og kronprins Frederik blev konge.
En måling foretaget af Voxmeter for Ritzau viser, at et stort flertal i befolkningen synes, at han har gjort det godt i sit første kongeår.
Således svarer 78 procent af de 1020 adspurgte, at han har gjort det meget godt eller godt.
Hoffet har i løbet af det år, kong Frederik har været regent, gennemført en række ændringer.
Læs om nogle af dem her:
* Ved tronskiftet ophørte kong Frederik, dronning Mary og dronning Margrethes protektioner. Siden blev det besluttet at beskære det samlede antal fra 258 til 140.
* Prædikatet “Kongelig Hofleverandør” udfases og ophører endegyldigt 31. december 2029. 104 danske virksomheder og fem udenlandske mister prædikatet.
* I løbet af første halvdel af 2025 kommer de første mønter med kongemotiv i cirkulation. Kongens monogram kommer til at pryde 1-, 2- og 5-kronen, mens 10- og 20-kronen skal bære hans portræt.
* I løbet af 2024 har kongehuset justeret rammerne for kongehusets investeringer med skærpet fokus på bæredygtighed.
* Kong Frederik har ændret kongevåbnet. Det har givet mere plads til Grønland og Færøerne, der tidligere delte samme felt. Nu har de hver sit.
Målingen er foretaget fra den 2. januar til den 6. januar.