Ferie på nye måder: Mere Danmark og mere eftertanke

Danskernes ferieplaner er ved at blive gentænkt. Hvor udenlandsrejsen i mange år har været det oplagte valg, viser nye tal nu et tydeligt skifte: Færre rejser ud, flere bliver i Danmark – og næsten halvdelen planlægger slet ikke ferie her i foråret.

Den nyeste konjunkturmåling fra Voxmeter viser, at kun 31,9 procent forventer at tage på ferie i udlandet i de kommende tre måneder. Det er et fald på 22,5 procent sammenlignet med sidste år.

Lysten til ferie er ikke forsvundet
Det mest opsigtsvækkende tal er dog, at 48,1 procent af danskerne slet ikke planlægger at holde ferie her og nu. Det er en stigning på 18,4 procent siden marts 2025.

Ifølge privatøkonom i Jyske Bank, Bettina Brask, er tallene et klart udtryk for, at økonomien fylder mere i danskernes ferieovervejelser – uden at lysten til ferie er forsvundet.

“Vi ser ikke en trend med, at vi fravælger ferien, men at vi vælger anderledes, fordi økonomien og usikkerheden i verden spiller en større rolle. Mange prioriterer tryghed, fleksibilitet og overblik – og det gør ferien tættere på hjemmet mere attraktiv,” siger Bettina Brask.

Tallene peger samtidig på, at der ikke længere findes én fælles feriemodel. Danskerne prioriterer forskelligt – og mere bevidst, ifølge Bettina Brask.

“Nogle drømmer stadig om sol og strand i udlandet, mens andre finder den største værdi i natur, ro og aktive oplevelser i Danmark. Det afgørende er, at ferien passer til den enkeltes livssituation og økonomi,” siger hun.

Stigende interesse for aktivferie
Netop den forskellighed ses tydeligt i den stigende interesse for aktivferie inden for landets grænser. Vandring, cykling og naturoplevelser vinder frem på tværs af generationer – ikke nødvendigvis fordi det er billigst, men fordi det giver mening for mange, ifølge Bettina Brask.

Uanset ferieform er der dog ét fællestræk: behovet for økonomisk overblik.

Bettina Brask mener, at det for mange giver det ro at arbejde med en fleksibel ramme for feriebudgettet, for eksempel et nogenlunde dagsbudget. Samtidig minder Jyske Banks privatøkonom om, at nogle af de største ferieoplevelser ofte er gratis.

“Naturen er en kæmpe ressource. Skove, strande, søer og stier giver plads til både oplevelser og fordybelse – uden at belaste økonomien,” slutter hun og pointerer, at det vigtigste er, at ferien hænger sammen med både livet og økonomien.

De gode ferieplanlægningsråd:

 

  • Lav et realistisk feriebudget
    Skab overblik over, hvad der er råd til – fra transport og mad til oplevelser og det uforudsete.
  • Spar op til ferien i god tid
    En lille, løbende feriespareplan giver ro og gør ferien mere overskuelig – også hvis økonomien er stram.
  • Tal om forventningerne, før I tager af sted
    Afstem synet på restaurantbesøg, aktiviteter, tempo og niveau for forbrug.
  • Sæt et fleksibelt dagsbudget
    Giver ro og gør det nemmere at nyde ferien uden at overskride økonomien.
  • Brug naturen aktivt
    Vandring, cykling, udsigter og vand er næsten gratis – og giver store oplevelser.
  • Tænk en uge længere end ferien
    Sørg for en lille buffer til tiden efter ferien, så hverdagen ikke bliver en økonomisk overraskelse.

For knap 68 procent betyder køn ingenting, når de skal stemme 24. marts, viser måling fra Voxmeter.

Køn er ikke udslagsgivende for tre fjerdedele af vælgerne, når de skal sætte deres kryds til folketingsvalg.

Det viser en måling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau op til Kvindernes Internationale Kampdag søndag.

I målingen svarer 75 procent nej til, at de foretrækker at stemme på en kandidat med et bestemt køn.

16,5 procent svarer ja, og at de foretrækker at stemme på en kvinde, mens 3,5 procent svarer, at de foretrækker at stemme på en mand.

Derudover siger 67,9 procent, at køn betyder intet for dem, når de skal til stemmeurnerne 24. marts.

Og det er positivt, at vælgerne ikke går meget op i køn, mener Sólbjørg Jakobsen, der er ligestillingsordfører i Liberal Alliance.

– Det bekræfter min opfattelse af, at vi i Danmark ser kvinder og mænd som ligeværdige. Vi stemmer på den kandidat, der bedst repræsenterer os politisk og ikke på baggrund af deres køn. Sådan har jeg det i øvrigt også selv, siger hun og fastslår, at hun hellere vil repræsenteres af en borgerlig mand end af en socialistisk kvinde.

Astrid Carøe, der er ligestillingsordfører i SF, ville derimod ønske, at flere var opmærksomme på køn, når de sætter deres kryds.

– Vi har jo bare stadig ikke – selv om kvinder har været en del af politik i over 100 år – haft en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, men jeg synes også, at det er rigtig godt, at der er nogen, der siger, at de er opmærksomme på det.

I det nuværende Folketing er 42,9 procent af medlemmerne kvinder, hvis man ikke tæller medlemmer fra Færøerne og Grønland med.

Til sammenligning er 50,7 procent af befolkningen over 18 år i Danmark kvinder.

I målingen fra Voxmeter er respondenterne også blevet spurgt, om de mener, at sammensætningen af Folketinget bør afspejle befolkningens kønssammensætning.

Her svarer 48,2 procent nej, mens 33,3 procent svarer ja.

Den fordeling overrasker Astrid Carøe fra SF.

– Når jeg er ude på gader og stræder, så synes jeg faktisk, at mange taler om, at de synes, at politikerne bør ligne befolkningen i højere grad.

– Det er selvfølgelig ikke kun, om der er lige mange mænd og kvinder, men også om der er unge, faglærte og folk fra hele landet repræsenteret, siger hun.

Sólbjørg Jakobsen mener, at det er et problem, hvis man ser køn som en selvstændig faktor i politik.

– Det er en ekstremt vigtig opgave for mig, at vi arbejder for et samfund, hvor det er evner, der er i centrum, og hvor både mænd og kvinder har samme adgang til demokratiet, siger hun.

Målingen fra Voxmeter er baseret på svar fra 1001 respondenter i perioden 3. til 6. marts.

Denne pressemeddelelse er originalt bragt via Ritzau for Jyske Bank, mandag den 30. marts 2026. Meddelelsen er skrevet på baggrund af Voxmeters Konjunkturanalyse.

Den originale pressemeddelelse kan læses her: 

Via Ritzau

Konjunkturanalysen kan du læse mere om her: 

Voxmeters Konjunkturanalyse

Artiklen er desuden delt af følgende medier: 

Tilmeld dig Voxmeters nyhedsbrev og modtag spændende insights hver uge.

� Copyright - Voxmeter