Hvad mener danskerne om Indre Mission?
En ny undersøgelse fra Voxmeter viser danskernes holdning til Indre Mission. I en intern undersøgelse har Indre Missions venner forholdt sig til lignende spørgsmål om bevægelsen.

Foto: Unsplash
Uddrag fra Udfordringen:
En undersøgelse af danskernes holdning til Indre Mission (IM) viser, at halvdelen af befolkningen ikke ved noget om vækkelsesbevægelsen. Nogle ved lidt, og blandt dem er der overvejende negative reaktioner. Kun ca. 10 % udtrykte sig positivt om IM, fortæller kommunikationschef Asbjørn Asmussen.
Ikke overraskende er der mere kendskab til Indre Mission i Jylland end på Sjælland udenfor hovedstadsområdet. Her har hele 57 % aldrig hørt om IM, eller de kender kun IM af navn, fortæller Asbjørn Asmussen i bladet Impuls.
Hele 60 % forbinder IM med noget negativt. Det gælder især de ældre generationer, der fx. bruger begreber som ”fanatiske”, ”sekteriske”, ”fordømmende” og ”gammeldags”. De unge i alderen 18-34 år er markant mindre kritiske, men i denne aldergruppe havde hver fjerde aldrig hørt om IM.
Uddannelse, fag og tro
I undersøgelsen er folk også blevet spurgt til deres uddannelse og beskæftigelse, og det viser sig, at der i IM er en overrepræsentation af folk med korte eller mellemlange uddannelse.
Relationer er afgørende
Nogle oplyser, at deres syn på IM er blevet mere positivt, hvilket skyldes mødet med mennesker fra IM, eller at de har fået bedre kendskabt til IM.
For dem, der har fået et mere negativt syn på IM, peger ca. 60 % på fremstillingen af IM i medierne samt IM’s generelle værdier og adfærd.
Den gode nyhed
Asbjørn Asmussen hæfter sig ved, at 10 % af danskerne er positive overfor at tage imod en indbydelse til et lokalt IM-arrangement. Og 22 % mener, at budskabet om tro på Jesus er relevant i dag.
”Der sidder en halv million danskere, som slet ikke er afvisende overfor IM, og endnu flere vil gerne høre om Jesus,” konkluderer kommunikationschefen.
Undersøgelsen
I den eksterne omdømmeundersøgelse, som blev gennemført af Voxmeter, deltog 1020 respondenter.
Den interne undersøgelse blandt IM’s venner var baseret på tilsvarende spørgsmål. Her deltog 760 respondenter, oplyser Asbjørn Asmussen.
Undersøgelsens resultater skal drøftes i Indre Missions hovedbestyrelse i juni.
Sidst på året samler man så analyser og reaktioner i en rapport med anbefalinger for IM’s arbejde, skriver Impuls.
Læs mere om hele artiklen og undersøgelsen her
Kontakt mig endelig, hvis du har spørgsmål
