Ny undersøgelse: Hver tredje dansker dropper alkohol
Næsten 35 procent af danskerne har bevidst fravalgt at drikke alkohol inden for det seneste år, mens flere overvejer det. Det viser en ny undersøgelse af Voxmeter for Blå Kors Danmark.
Foto: Anton Karatkevich/Unsplash
Ritzau resumé:
Danskerne er generelt kendte for at have et højt alkoholforbrug på verdensplan, og sommerferien giver som regel ikke lejlighed til at skrue ned for fadøl og kolde drinks.
Alligevel er flere begyndt at overveje deres alkoholforbrug, og nogle fravælger det helt. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Voxmeter på vegne af Blå Kors Danmark. Her har 1.071 danskere over 18 år besvaret et spørgeskema om alkoholforbrug.
Konkret har 38,7 procent af danskerne ifølge undersøgelsen overvejet at droppe alkohol for en periode, mens mere end en tredjedel af danskerne – knap 35 procent – har taget et bevidst valg om at undlade alkohol inden for det seneste år.
– Det er glædeligt og tiltrængt, at der bliver skubbet til den danske alkoholkultur, som vi kender den, og at flere i højere grad stopper op og tænker over sit alkoholforbrug. Vi har en kultur, hvor alkohol fylder meget i blandt andet sociale sammenhænge, og hvor mange ofte bliver mødt af åbenlys skepsis, hvis de takker nej, lyder det i en pressemeddelelse fra Morten Skov Mogensen, der er generalsekretær i Blå Kors Danmark…