Kulturtilbud rykker tættere på borgernes forventninger

I mange danske kommuner er kultur ikke længere blot et supplement til kernevelfærden. De seneste års investeringer i lokale arrangementer, fællesskaber og tilgængelige kulturtilbud ser nu ud til at gøre en reel forskel for borgernes oplevelse.

Data fra Voxmeters analyseplatform CEM Intelligence viser nemlig, at tilfredsheden med kommunernes kulturtilbud er steget markant det seneste år, og flere steder er kommunerne nu tættere på at indfri borgernes forventninger end tidligere.

Det er særligt interessant, fordi kultur traditionelt ikke er blandt de områder, borgerne prioriterer allerhøjest. Netop derfor bliver udviklingen bemærkelsesværdig: Når tilfredsheden stiger på et område med høje forventninger og stor synlighed i hverdagen, er det ofte et tegn på, at den kommunale indsats bliver mærkbar for borgerne.

Jyske kommuner sætter tempoet

Udviklingen er tydeligst i de jyske regioner. Midtjylland ligger højest på tilfredshed med kulturtilbud, tæt fulgt af Nordjylland og Syddanmark. Samtidig er niveauerne stabile over tid, hvilket peger på mere end enkeltstående initiativer.

Det tyder på en vedvarende prioritering af kultur som en aktiv del af borgeroplevelsen. Ikke kun gennem store events, men også gennem lokale aktiviteter, adgang til oplevelser og kulturelle fællesskaber tæt på borgernes hverdag.

I Region Sjælland er billedet anderledes. Her ligger tilfredsheden lavere, og forskellen mellem borgernes forventninger og deres oplevelse er fortsat tydelig. Det gør samtidig regionen til et område med et betydeligt udviklingspotentiale.

Udbud af kulturarrangementer - Tilfreds

Et af de områder, hvor kommunerne faktisk flytter noget

Når man sammenholder vigtighed og tilfredshed, er kultur et af de områder, hvor kommunerne i stigende grad lykkes med at indfri borgernes forventninger.

Historisk har der været en tydelig afstand mellem det, borgerne ønskede, og det de oplevede i praksis. Den afstand er nu blevet mindre.

Det gør kultur til et strategisk interessant område for kommunerne. For her bliver effekten af prioriteringer og investeringer ofte hurtigt synlig i borgernes oplevelse.

Samtidig er kultur et område, der kan styrke både fællesskab, lokal identitet og den generelle oplevelse af kommunen som et attraktivt sted at bo. Derfor kan selv relativt små forbedringer have stor betydning for den samlede borgertilfredshed.

Data giver kommunerne et stærkere beslutningsgrundlag

Indsigterne er baseret på data fra Voxmeters forretningsløsning CEM Intelligence, hvor vi løbende måler borgernes oplevelser på tværs af kommunale serviceområder i næsten alle danske kommuner.

Platformen gør det muligt at identificere, hvor kommunerne lykkes med deres indsatser, hvor forventningerne ændrer sig, og hvor der fortsat er et gab mellem borgernes behov og deres oplevelse.

Det giver kommunerne et langt mere aktuelt og handlingsorienteret beslutningsgrundlag – både strategisk og operationelt.

Vil I vide, hvordan borgerne oplever jeres kommune?

Med CEM Intelligence får kommuner et kontinuerligt indblik i borgernes tilfredshed, forventninger og prioriteringer på tværs af centrale kommunale områder.

Ønsker du at høre mere om, hvordan jeres kommune kan styrke borgeroplevelsen og målrette indsatserne dér, hvor de skaber størst effekt, kan du udfylde formularen nedenfor og blive kontaktet af Voxmeter-konsulent Christian Kildedal.

Ønsker du at høre mere – eller modtage en uddybende rapport om jeres borgere – så udfyld formularen herunder.

Kildedal01KV

Christian Kildedal
Konsulent i Voxmeter

For knap 68 procent betyder køn ingenting, når de skal stemme 24. marts, viser måling fra Voxmeter.

Køn er ikke udslagsgivende for tre fjerdedele af vælgerne, når de skal sætte deres kryds til folketingsvalg.

Det viser en måling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau op til Kvindernes Internationale Kampdag søndag.

I målingen svarer 75 procent nej til, at de foretrækker at stemme på en kandidat med et bestemt køn.

16,5 procent svarer ja, og at de foretrækker at stemme på en kvinde, mens 3,5 procent svarer, at de foretrækker at stemme på en mand.

Derudover siger 67,9 procent, at køn betyder intet for dem, når de skal til stemmeurnerne 24. marts.

Og det er positivt, at vælgerne ikke går meget op i køn, mener Sólbjørg Jakobsen, der er ligestillingsordfører i Liberal Alliance.

– Det bekræfter min opfattelse af, at vi i Danmark ser kvinder og mænd som ligeværdige. Vi stemmer på den kandidat, der bedst repræsenterer os politisk og ikke på baggrund af deres køn. Sådan har jeg det i øvrigt også selv, siger hun og fastslår, at hun hellere vil repræsenteres af en borgerlig mand end af en socialistisk kvinde.

Astrid Carøe, der er ligestillingsordfører i SF, ville derimod ønske, at flere var opmærksomme på køn, når de sætter deres kryds.

– Vi har jo bare stadig ikke – selv om kvinder har været en del af politik i over 100 år – haft en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, men jeg synes også, at det er rigtig godt, at der er nogen, der siger, at de er opmærksomme på det.

I det nuværende Folketing er 42,9 procent af medlemmerne kvinder, hvis man ikke tæller medlemmer fra Færøerne og Grønland med.

Til sammenligning er 50,7 procent af befolkningen over 18 år i Danmark kvinder.

I målingen fra Voxmeter er respondenterne også blevet spurgt, om de mener, at sammensætningen af Folketinget bør afspejle befolkningens kønssammensætning.

Her svarer 48,2 procent nej, mens 33,3 procent svarer ja.

Den fordeling overrasker Astrid Carøe fra SF.

– Når jeg er ude på gader og stræder, så synes jeg faktisk, at mange taler om, at de synes, at politikerne bør ligne befolkningen i højere grad.

– Det er selvfølgelig ikke kun, om der er lige mange mænd og kvinder, men også om der er unge, faglærte og folk fra hele landet repræsenteret, siger hun.

Sólbjørg Jakobsen mener, at det er et problem, hvis man ser køn som en selvstændig faktor i politik.

– Det er en ekstremt vigtig opgave for mig, at vi arbejder for et samfund, hvor det er evner, der er i centrum, og hvor både mænd og kvinder har samme adgang til demokratiet, siger hun.

Målingen fra Voxmeter er baseret på svar fra 1001 respondenter i perioden 3. til 6. marts.

� Copyright - Voxmeter