Løkke: Danmark kan droppe forsvarsaftale ved amerikansk Nato-exit
Forsvarsaftale er uopsigelig i ti år, men amerikansk Nato-exit vil berettige Danmark til at ophøre aftalen.

Foto: Unsplash
Uddrag fra Midtjyllands avis:
KØBENHAVN Selv om den omstridte forsvarssamarbejdsaftale mellem Danmark og USA er uopsigelig de første ti år, er der potentielle veje ude af den for Danmark.
Eksempelvis hvis USA melder sig ud af forsvarsalliancen Nato.
Det fremgår af et folketingssvar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Udenrigsministeren er af Alternativets Sascha Faxe blevet bedt om at bekræfte, at “Danmark ikke har mulighed for at ophæve forsvarssamarbejdsaftalen med USA unilateralt i ti år, selv hvis USA melder sig ud af Nato”.
Men det kan Lars Løkke ikke bekræfte.
Han påpeger, at en traktat godt “kan bringes til ophør på anden måde end ved opsigelse eller fællesaftale”, hvis der er tale om “ganske særlige omstændigheder”.
Det følger af en traktatretskonvention, som Danmark tiltrådte i 1976.
De ganske særlige omstændigheder kan være, hvis “forudsætningerne for en traktat ændrer sig fundamentalt” – eksempelvis “på grund af en af parternes efterfølgende handlinger”.
– For så vidt angår forsvarssamarbejdsaftalen mellem Danmark og USA, må begge landes fortsatte Nato-medlemskab anses som en afgørende forudsætning.
Analyseinstituttet Voxmeter lavede i marts en undersøgelse for Ritzau, der viste, at befolkningen er splittet, når der bliver spurgt, om Danmark bør annullere eller holde fast i aftalen med USA.
Omkring 41 procent svarede, at Danmark bør holde fast i forsvarsaftalen. Modsat mente 33 procent, at aftalen bør annulleres, mens 27 procent svarede “ved ikke”.
Læs mere om hele artiklen og undersøgelsen her
Kontakt mig endelig, hvis du har spørgsmål
