Politik: Messerschmidt ser positive takter i V-formands ønske om blå regering
Troels Lund Poulsen (V) sidder i dag i regering med Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M).
Foto: Nynne Schrøder/Unsplash
Uddrag fra Kristeligt Dagblad:
Det kan godt være, at Venstre er en del af SVM-regeringen, men tidligere på ugen udtalte Venstres formand, Troels Lund Poulsen, at han fremadrettet håber på en blå regering.
Det er godt at høre, mener Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, som lørdag er i Næstved til partiets årsmøde.
– Vi vil meget gerne have et borgerligt flertal og gerne med Venstre, som vi historisk set har haft et godt samarbejde med, siger Messerschmidt.
Han henviser til 2000’erne, hvor DF var parlamentarisk grundlag og støtteparti for den daværende VK-regering.
Troels Lund Poulsens melding faldt torsdag ved Dansk Industris årlige såkaldte topmøde.
– Jeg håber, der kan komme en blå regering, sagde Troels Lund Poulsen i en debat med De Konservatives formand, Mona Juul, og Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh.
Troels Lund Poulsen tilføjede dog, at det ser svært ud for en blå blok at få flertal.
De blå partier i Folketinget har løbende opfordret Troels Lund Poulsen og Venstre til at vende tilbage til den blå blok, men de har foreløbig fået afvisninger.
Spørgsmål: Morten Messerschmidt, bør Troels Lund Poulsen melde sig som statsministerkandidat nu?
– Det er han velkommen til. En statsministerkandidat har Venstre haft før, svarer Messerschmidt.
Troels Lund Poulsen blev spurgt til netop statsministerkandidaturet under debatten torsdag.
– Jeg har da ikke noget imod at blive statsminister, men jeg er ikke i en situation nu, hvor jeg synes, at jeg skal slå mig selv på brystet og sige, at jeg er statsministerkandidat.
– Men jeg håber da, at der kan komme en blå regering. Og så er det ikke så afgørende for mig, hvem der er statsminister. Det afgørende er indholdet af, hvad den blå regering kan blive enige om, sagde han.
I øjeblikket er den eneste officielle statsministerkandidat i Danmark statsminister Mette Frederiksen (S).
I den seneste måling fra Voxmeter for Ritzau står blå blok – Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, DF og Danmarksdemokraterne – til blot 42 procent af stemmerne. Rød blok står til 51,3 procent af stemmerne.
Regeringspartiet Moderaterne, som står til 5,1 procent, er hverken talt med i rød eller blå blok i den sammenhæng.
Messerschmidt har dog gjort det klart, at han ikke vil samarbejde med Moderaterne og i særdeleshed med Moderaternes leder, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. DF-formanden vil have, at Løkke ikke længere har indflydelse i dansk politik.