Næstbedste resultat nogensinde for Arbejdernes Landsbank Koncernen

Arbejdernes Landsbank Koncernen har opnået et samlet overskud på 2.209 mio. kr. før skat i 2024. Resultatet, der er det næstbedste i koncernens historie, er båret af en flot forretningsmæssig udvikling, hvor særligt udlånet til erhvervskunder vokser.

Foto: Unsplash

Uddrag fra Arbejdernes Landsbank via Ritzau:

Arbejdernes Landsbank Koncernen kan med årsregnskabet for 2024 se tilbage på endnu et rekordår. Med et resultat på 2,2 mia. kr. før skat lander det meget præcist inden for forventningerne til året på 2,0-2,4 mia. kr.

Det flotte resultat skyldes fremgang på en række områder. Koncernens indlån er steget med 3,1 mia. kr. til 80,5 mia. kr. (en stigning på 4,6 pct.), og koncernens udlån er steget med 5,2 mia. kr. til 52,8 mia. kr. (en stigning på 10,9 pct.). Zoomer man ind på Arbejdernes Landsbank alene, er erhvervsudlånet steget med hele 29,4 pct. (fra 8,0 mia. kr. til 10,4 mia. kr.).

”Vi er meget tilfredse med, at vores strategi med at vokse som erhvervsbank allerede viser sig i tallene. Vi er stadig kun i starten af den transformation, der skal ændre Arbejdernes Landsbanks balance på udlån, så erhverv fremover kommer til at fylde ca. 60 pct. og privat 40 pct. I dag er de nogenlunde lige store,” fortæller viceadministrerende direktør Frank Mortensen.

Eksekverer på ambitiøs vækststrategi
Arbejdernes Landsbank Koncernens årsresultat på 2,2 mia. kr. før skat. er 302 mio. kr. lavere end sidste års rekordresultat. Det var forventet og skyldes bl.a. stigende omkostninger til flere ansatte og overenskomstmæssige lønstigninger, mens det overordnede indtægtsniveau faktisk er 31 mio. kr. højere end sidste år. Stigningen i indtægtsniveauet er sket på trods af faldende renter og skyldes bl.a. fremgang i den forretningsmæssige udvikling.

”Vi skal være en større bank, og lige nu er vi i en vækstfase, hvor vi investerer i nye afdelinger og nye medarbejdere. Vi forventer, at investeringerne betaler sig hjem i de kommende år i form af flere kunder med højere forretningsomfang,” forklarer viceadministrerende direktør Frank Mortensen.

Danskernes foretrukne bank – og fokus på ny type privatkunder
Kundetilfredsheden er et af de vigtigste pejlemærker i koncernen, og den er fortsat høj. Arbejdernes Landsbank er for to uger siden kåret til danskernes foretrukne bank i 2024 – for 16. år i træk – i Voxmeters store, uafhængige undersøgelse med ca. 60.000 respondenter. I samme undersøgelse er datterselskabet Vestjysk Bank gået frem til en 8. plads fra en 15. plads.

”Tilfredse kunder er grundlaget for hele vores forretning. Derfor er det en titel, der betyder rigtig meget for os. Målet er at fastholde kundernes gunst og samtidig at tiltrække flere formuende kunder og unge kunder, som vi gerne vil være endnu mere for fremover,” siger viceadministrerende direktør Frank Mortensen.

Læs mere om hele artiklen og undersøgelsen her