Høringsfristen for regeringens lovforslag om et nationalt sprøjteforbud udløber i næste uge. En ny måling viser, at syv ud af ti danskere er for et omgående sprøjteforbud i de områder, der er vigtige for beskyttelsen af drikkevandet, mens blot hver tiende er imod.

Beskyttelsen af drikkevandet blev et af de helt store emner ved folketingsvalget i foråret. Nu viser en ny måling, som Voxmeter har lavet for Danmarks Naturfredningsforening, at et stort flertal af danskerne er for et sprøjteforbud.

70 pct. af de adspurgte er enige i, at der omgående bør indføres et sprøjteforbud i de områder, der er vigtige for danskernes drikkevand. Blot 11 pct. er uenige. Der er flertal for et sprøjteforbud i alle landets regioner, men opbakningen er størst i Region Hovedstaden, hvor 73 pct. er enige, mens den er lavest i Region Nordjylland, hvor 62 pct. er enige.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening viser målingen, at der er et stærkt folkeligt mandat til at gå videre med planerne om et nationalt sprøjteforbud.

– Målingen viser tydeligt, at danskerne ønsker politisk handling her og nu. Når der i dag bliver fundet pesticidrester i over halvdelen af de undersøgte drikkevandsboringer, er det ikke så overraskende, at et stort flertal vil have beskyttet de områder, hvor fremtidens drikkevand bliver dannet. Nu håber vi, at regeringen og Folketingets partier fastholder ambitionerne, når lovforslaget skal behandles, så også fremtidige generationer kan nyde godt af rent drikkevand fra den danske undergrund, siger Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

Høringsfristen udløber i næste uge
I starten af september sendte regeringen sit lovforslag om et nationalt sprøjteforbud i høring. 

Lovforslaget indeholder rammerne for den kommende lov, der ikke alene skal beskytte de sårbare grundvandsområder mod pesticider fra landbruget, men også mod udbringning af spildevandsslam og forurenet jord.

Onsdag i næste uge udløber høringsfristen. Herefter fortsætter de politiske forhandlinger og den kommende behandling i Folketinget.

_______

FAKTA: Om målingen

Målingen er foretaget af Voxmeter for Danmarks Naturfredningsforening og er gennemført som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 1.074 respondenter på 18 år eller derover i perioden 9.-12. oktober 2026. Datasættet er vejet efter køn, alder og region i forhold til tal fra Danmarks Statistik.

Voxmeter har spurgt: ”Regeringen forhandler med Folketingets partier om at indføre et nationalt sprøjteforbud. Det vil gøre det ulovligt at bruge pesticider på de sårbare områder, hvor fremtidens drikkevand dannes og pumpes op. Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn? Der bør omgående indføres sprøjteforbud i de områder, der er vigtige for danskernes drikkevand, også selvom det øger landbrugets omkostninger.

  • Meget enig (40,6 %)
  • Enig (28,9%)
  • Hverken enig eller uenig (17,1%)
  • Uenig (6,1%)
  • Meget uenig (4,6%)
  • Ved ikke (2,7%)

Denne artikel er bragt via Ritzau. Den originale artikel er blev udgivet lørdag d. 31 oktober og kan læses herunder:

Artiklen er desuden delt af følgende medie: 

Tilmeld dig Voxmeters nyhedsbrev og modtag spændende insights hver uge.

© Copyright - Voxmeter