Optimer dit analysebudget - 3 gode råd
Hvad det koster og hvordan du får mest for pengene
“Hvad koster en analyse?”
Det spørgsmål hører vi ofte.
Og det er ikke underligt, da prisen selvfølgelig er vigtig, når man skal beslutte, om man skal have gennemført en undersøgelse.
Og svaret er:
”Det kommer an på…”
Prisen afhænger af mange forskellige ting.
Men der flere elementer, du bør overveje, hvis du har et begrænset budget, eller hvis du bare gerne vil undgå at betale unødigt meget for din analyse.
1. Er dine spørgsmål nice-to-have – ikke need-to-have?
Det lyder banalt, men svaret er ofte: Ja!
Man kommer ofte til at spørge om for meget, når først man går i gang med at lave sin spørgeform.
En god idé er at overveje, hvad man helt konkret kan bruge resultaterne af det enkelte spørgsmål til.
Find derudover ud af, hvad du kan få med af baggrundsvariabler uden ekstra omkostninger.
2. Hvem skal du egentlig spørge?
”Min målgruppe er unge kvinder, der har en mellemlang uddannelse og som overvejer, at…”
Ok, det er din målgruppe.
Men det betyder ikke, at du kun skal gennemføre interview med personer i den gruppe.
Risikoen ved at gennemføre undersøgelser i smalle grupper, er at du mister sammenligningsgrundlaget. Man får altså ikke svar på, hvordan ens målgruppes holdninger placerer sig i forhold til resten af befolkningen.
Og i denne sammenhæng: Jo bredere din målgruppe er. Jo billigere er din analyse.
Du får generelt mest for pengene, hvis du spørger hele befolkningen.
Du kan altid få dine resultater brudt ned, så du kan sammenligne din målgruppe med andre grupper.
3. Hvor meget kan du selv lave?
Det løber hurtigt op, hvis du får et analyseinstitut til at udarbejde hele spørgeformen.
Hvis du har mulighed for det, kan du derfor selv lave udkastet til spørgeformen. Du skal selvfølgelig sikre dig, at spørgsmålene bliver gennemgået, så du får input til eventuelle forbedringer.
Det samme gælder levering af resultaterne og den efterfølgende analyse. Jo mere, du selv kan lave, jo billigere er det.