Qvortrup: Ny måling er godt nyt for Lars Boje
I sidste uge blev Borgernes Parti opstillingsberettiget.
![](https://voxmeter.dk/wp-content/uploads/2024/12/Samfund-Sandro-Kradolfer.png)
Foto: Sandro Kradolfer/Unsplash
Uddrag fra BT:
Og nu er der godt nyt til partiet med Lars Boje Mathiesen i spidsen.
I den seneste meningsmåling fra Voxmeter er antallet af danskerne, der svarer, at de vil stemme på et andet parti end dem, der sidder i Folketinget, nemlig vokset markant.
I forrige uge var det 1,9 procentpoint, der svarede, at de ville stemme på et andet parti end de oplistede. Men i den nye måling er den andel vokset med to procentpoint til 3,9 procent.
»Det er svært at opfatte som andet end Borgernes Parti-effekten, det vi ser her,« siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
Han har vanskeligt ved at tro, at det for eksempel skulle være den interne uro i Nye Borgerlige, der pludselig får opbakningen til »andet«-kategorien i Voxmeter-målingen til at vokse.
»Jeg antager ikke, at der i denne måling er blevet spurgt direkte ind til Borgernes Parti. Og så meget desto mere er det her et tegn på, at Lars Boje har fat i et eller andet derude,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer:
»At så relativt mange vælgere er opmærksomme på, at der er kommet noget, der hedder Borgernes Parti, og at de tilsyneladende ved egen drift siger det, når de bliver ringet op af Voxmeter, det er da et godt tegn for partiet.«
Voxmeter-målingen er foretaget fra den 16. til 22. december. Borgernes Parti blev opstillingsberettiget den 17. december.
Den statistiske usikkerhed i målingen er for »andet«-kategorien på plus/minus 1,2 procentpoint.