Qvortrup efter ny Voxmeter-måling: Vi er nede på fem procents chance
En ny meningsmåling fra Voxmeter slutter sig til den lange række af målinger, der dømmer SVM-regeringen ude.
Uddrag fra BT:
Og spørger man B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er der nu kun få procents sandsynlighed for, at regeringen bliver genvalgt. Alligevel tyder alt på, at Mette Frederiksen kan fortsætte som statsminister.
»Man skal jo aldrig sige aldrig,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:
»Men hvis jeg skulle sætte en procentsats på, hvor sandsynligt, det er, at regeringen bliver genvalgt ved næste valg, så er vi på under en håndfuld procent.«
Han peger på, at der ikke er et eneste af regeringspartierne, der klarer sig godt i den nye meningsmåling fra Voxmeter.
Socialdemokratiet står i målingen til 20,1 procentpoint, mens Venstre står til 9,9 og Moderaterne blot står til 4,3 procent af stemmerne.
I alt står regeringen altså til 34,3 procent af stemmerne – et fald på 15,8 procentpoint siden valget.
Så selvom det ifølge Henrik Qvortrup altså tyder på, at SVM-regeringens dage er talte, kan Mette Frederiksen alligevel godt regne med at fortsætte som statsminister efter næste valg.
»Nøglen til at forstå det, er jo, at der ikke er noget, der minder om samling i blå blok. Selv hvis man kunne skabe et eller andet flertal gående fra Moderaterne over til Dansk Folkeparti, så ville det ikke kunne fungere, fordi Morten Messerschmidt så tydeligt har sagt, at han ikke vil samarbejde med Lars Løkke Rasmussen,« forklarer Henrik Qvortrup.
»Så uanset, hvor presset den regering, som Mette Frederiksen står i spidsen for, er for øjeblikket, så kan hun egentlig sove ret roligt, hvis det, der driver hende er at kunne fortsætte med at være statsminister,« tilføjer han.
Voxmeters meningsmåling baserer sig på telefoninterview med 1.005 repræsentativt udvalgte personer over 18 år og er gennemført i perioden fra 7. oktober til 13. oktober.
Den maksimale statistiske usikkerhed på de enkelte partier i målingen er på plus/minus 2,5 procentpoint.