Qvortrup om Venstre-fremgang i ny måling: 'Der er påbegyndt en løsrivelsesproces'
I en spritny måling fra Voxmeter tangerer Venstre sit højeste niveau siden regeringsdannelsen.

Uddrag fra BT:
Der er flere grunde til, hvordan det kan være, vurderer B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. En af dem er dog vigtigere end alt andet.
»Det er vanskeligt ikke at se fremgangen som i hvert fald delvist en konsekvens af Moderaternes tilbagegang,« forklarer Henrik Qvortrup.
Voxmeter-målingen viser nemlig, at mens Venstre får en tilslutning på 12,3 procent – hvilket kun er sket en enkelt gang tidligere i SVM-regeringens tid – så skraber Moderaterne sin foreløbige bund med 3,3 procents opbakning.
Socialdemokratiet går til gengæld frem med en tilslutning på 20,8 procent. Dermed er der intet, der tyder på, ifølge Henrik Qvortrup, at statsministerposten ville skifte hænder, hvis der var valg i dag.
Én ting vil dog kunne få spændingen tilbage i dansk politik, vurderer Qvortrup.
»Lige nu er det sådan, at uanset om blå blok oplever fremgang, så vil det ikke kunne udmønte sig i noget, fordi Morten Messerschmidt har været ude at sige, at han vil afvise ethvert samarbejde med Lars Løkke Rasmussen,« forklarer Qvortrup og fortsætter:
»Men med 3,3 procent er Moderaterne ikke så langt fra spærregrænsen. Og skulle de ryge under den, så vil det skabe en helt ny dynamik i dansk politik for så vidt angår, hvem der bliver statsminister.«
Ifølge Henrik Qvortrup er det også værd at bide mærke i, at den gode Venstre-måling kommer efter en periode, hvor partiet ikke har været »fuldstændig ubetinget fortaler for regeringen.«