Tilliden til Tesla styrtdykker: Over 30 procent af danskerne siger "aldrig i livet"

På bare få måneder er danskernes opfattelse af Tesla vendt på en tallerken.

Foto: Unsplash

Uddrag fra VN Explorer:

På bare få måneder er danskernes opfattelse af Tesla vendt på en tallerken.

Hvor det tidligere kun var en lille gruppe, der afviste at eje en Tesla, er det nu næsten hver tredje dansker, der siger: “Det bliver aldrig mig.”

En ny rundspørge fra analyseinstituttet Voxmeter viser, at hele 31,8 procent af danskerne aldrig kunne finde på at købe en Tesla. Tilbage i december 2024 lød det samme kun fra 8 procent.

Direktør i Voxmeter, Christian Stjer, kalder udviklingen “enestående” – og ikke på den gode måde:

“Jeg har aldrig set noget lignende. Hverken inden for bilbranchen eller nogen anden produktkategori i mine 26 år i branchen.”

Tesla topper nej-tak-listen
Teslas nedtur placerer mærket helt i top på listen over bilmærker, som danskerne tager størst afstand fra.

Næststørst er modstanden mod Dacia, som 18,2 procent af de adspurgte ikke kunne drømme om at eje.


Til sammenligning svarer kun 2,3 procent, at de aldrig ville købe en Volvo.


Tilbage i uge 26 i 2021 var det blot 6,9 procent af danskerne, som sagde nej tak til Tesla. Det tal er nu mangedoblet.

Tesla og Elon Musk står ifølge Voxmeter midt i en af de mest turbulente perioder i virksomhedens historie.

Salget er faldet markant i USA, Europa og Kina, og Tesla overhales nu indenom af både kinesiske BYD og et stærkt europæisk elbilfelt – på pris, teknologi og image.


I Teslas ellers stærke hjemmemarked, Californien, er salget faldet med over 30 procent. I Europa er faldet tættere på 50 procent i årets første måneder.

Samtidig har Musk selv trukket overskrifter – ikke for ny teknologi, men for sin politiske rolle i Donald Trumps kontroversielle regeringstiltag under navnet DOGE.

Det har ført til protester og hærværk mod Tesla-forhandlere i flere lande, og blandt investorer vokser nu ønsket om en ny topchef.

Tom Zhu, der i dag leder Teslas kinesiske afdeling, nævnes hyppigt som en mulig afløser.

Læs mere om hele artiklen og undersøgelsen her

Kontakt mig endelig, hvis du har spørgsmål

Christian Stjer
Adm. direktør

    This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.

    Læs mere om metoden

    Om biler & transport

    Transportudvikling: Hver uge fortæller danskerne om, hvordan de hidtil har transporteret og deres planer for fremtiden. Hermed rapporteres udviklingen i danskernes hidtidige og fremtidige brug af bil, offentlig transport, cykel, motorcykel, fly, båd og ”til fods”.

    Alt om biler: Danskerne fortæller uddybende om, hvilke biler de hidtil har brugt, og hvilke bilmærker de agter at købe næste gang. Her følger en detaljeret begrundelse for, hvad der ligger til grund for loyalitet og mangel på samme. Ligeledes beretter bilejerne om deres oplevelser og forventninger til bilværkstedet, samt hvorfor man vælger dem til eller fra.

    Alt om transport: Samme monitorering gennemføres for offentlig transport, flyselskaber og færgeselskaber. Samt forhold for cyklister, motorcyklister og fodgængere.

    Meningsmålinger spiller en stor betydning både i den offentlige debat og benyttes flittigt af politikere, rådgivere, embedsmænd og journalister. Hos Voxmeter føler vi et stort ansvar over for danskerne i forhold til, at målingerne altid afspejler et korrekt repræsentativt billede. Derfor stiller vi strenge krav til, at stikprøven er sammensat efter videnskabeligt anerkendte principper, og at spørgsmålsformuleringer og svarmuligheder altid fremstår neutrale.

    Stikprøver

    Forudsætningen for sammensætningen af en valid stikprøve er, at alle skal have haft lige stor chance for at blive hørt. Den bedste metode til at opfylde dette princip er at benytte telefoninterview, idet 99,9 % af befolkningen har en telefon. Tilfældighedsprincippet opfyldes ved, at Voxmeter genererer 93 % mobilnumre og 7 % stationære numre. Hermed fanger vi alle persontyper, både danskere med hemmeligt nummer, privatabonnement, firmatelefon samt taletidskort. Voxmeter gennemfører minimum 1.000 telefoninterview om ugen omhandlende politik og samfunds- og markedsforhold. Alle telefoninterview afsluttes med en rekruttering til Voxmeters panel ”CEM Danskerne”.

    Opnåelse

    Når man laver meningsmålinger, der afspejler virkeligheden, er det vigtigt at få overtalt flest muligt til at sige ”ja” til at deltage. Det er dog lettere sagt end gjort. Derfor arbejder Voxmeter løbende med uddannelsen af vores interviewere, som oplæres i samtaleteknik og andre spørgetekniske forhold. Succeskriteriet for vores interviewere er, at 7 ud af 10 af dem, vi ringer op, skal indvillige i at deltage i vores undersøgelser. Dette kræver, at vores medarbejdere har en imødekommende telefonstemme, er veltalende og fremstår seriøse og professionelle. Derfor er Voxmeters interviewere ikke ansat på akkord eller bonus, men arbejder udelukkende på timeløn. Takket være Voxmeters dygtige interviewkorps er det også 7 ud af 10, der takker ja til at deltage i Voxmeters panel ”CEM Danskerne”. Voxmeter har telefonsamtaler med minimum 52.000 danskere pr. år, hvor ca. 36.000 efterfølgende indvilliger i at deltage i Voxmeters panel.

    Telefoninterview

    Heldigvis er langt de fleste positive, når Voxmeter ringer for at gennemføre et interview. Desværre er der enkelte borgere, som føler sig generet over at blive ringet op, og det beklager vi dybt. Når det sker, har vi en ”lås”, som sikrer, at Voxmeter aldrig ringer op til samme nummer igen.

    Voxmeter er danskernes talerør, og formidler deres holdninger og ønsker til medier, virksomheder, politikere og organisationer.

    Derfor har vi en forpligtigelse til, at vores målinger afspejler virkeligheden korrekt. Forudsætningen er, at alle borgere skal have haft lige stor mulighed for at blive hørt. Derfor har vi som analyseinstitut også pligt til at ringe til alle, både folk med hemmeligt nummer og til folk der står på Robinsonlisten.

    Til gengæld må vi som analyseinstitut aldrig medvirke til direkte eller indirekte salg og aldrig viderelevere kontaktoplysninger, der kan knyttes sammen med svarene, danskerne giver os. Siden 1997 har Voxmeter garanteret vores respondenter 100 % anonymitet, og altid levet op til de nye GDPR-regler, som vi hilser velkommen.

    WEB-Panel

    Voxmeters succeskriterie er, at vi altid har 100.000 aktive panelmedlemmer til rådighed. Voxmeter laver 52.000 rekrutteringer hvert år via 1.000 telefoninterview pr. uge. Her adskiller Voxmeter-panelet sig fra de fleste andre paneler ved, at ingen har kunnet tilmelde sig på eget initiativ. Alle er tilfældigt udvalgt og inviteret personligt af en uddannet researcher. Derfor er alle persontyper repræsenteret; lige fra ung til ældre, højt til lavt uddannet, rig til mindre rig.

    Voxmeter investerer mange ressourcer på, at alle medlemmer er glade for at være medlem af vores panel. Dels sørger vi for, at Voxmeters spørgeskemaer altid fremstår seriøse og velgennemtænkte, samt bestræber vi os på, at emnerne er vedkommende. Derudover har medlemmer adgang til et attraktivt fordelsprogram, der tager højde for, hvad de enkelte persontyper synes godt om. Fordelsprogrammet sikrer en høj opnåelse og lang anciennitet.

    Mere information? Kontakt gerne:

    Christian Stjer
    Christian Stjer
    Adm. direktør
    [email protected]
    Tlf: +45 26 83 82 82