Unge ser den "rigtige" krop som vejen ind i fællesskabet
Ifølge undersøgelse har hver tredje oplevet, at andre holdes udenfor på grund af krop eller udseende.

Foto: Unsplash
Uddrag fra TV2 Nyheder:
Næsten halvdelen af unge mellem 15 og 18 år mener, at udseendet spiller en stor rolle, hvis man vil føle sig accepteret i skolen.
Det viser en undersøgelse, som Voxmeter har lavet for Sex & Samfund.
Undersøgelsen udkommer mandag i forbindelse med Uge Sex – Sex & Samfunds årlige undervisningskampagne, der skal sætte fokus på seksualundervisning i grundskolen.
Undersøgelsen viser også, at hver tredje har oplevet, at nogen er blevet holdt udenfor på grund af deres krop eller udseende.
Kropsidealer presser
To ud af tre har oplevet, at der bliver talt negativt om andres kroppe eller udseende i skolen.
Uanset om de unge er i skole eller på mobilen, er der kropsidealer, der konstant definerer deres egen selvopfattelse – og om de er inde eller ude af fællesskabet i klassen.
Det siger Majbrit Berlau, der er generalsekretær i Sex & Samfund.
– Det slider på vores børn og unge, for de er konstant på arbejde. Og det er ikke nok bare at sige “sluk for skærmen”. Vi skal også skabe en kultur, hvor krop og udseende ikke bliver noget, som er legitimt at bedømme eller tale grimt om hinanden på, siger hun.