Partileder Alex Vanopslagh håber, at søndagens valg til Europa-Parlamentet bliver det bedste valg nogensinde på tværs af alle valg for Liberal Alliance.
– Vi drømmer om to, men får vi et mandat, er vi også glade for det, siger han til Ritzau søndag på Skolen på Strandboulevarden i København, hvor han selv skal afgive sin stemme.
– Med de ambitioner vi har om at blive et større parti, der har en vigtigere rolle i dansk politik, så er der også vigtigt at have en direkte forbindelse til EU.
Partilederens stemme er gået til Liberal Alliances spidskandidat, Henrik Dahl.
– Jeg har gennem længere tid reklameret med, at jeg gerne vil slippe af med Henrik Dahl og sende ham til Bruxelles, så det ville være for fjollet, hvis jeg ikke selv bidrog til det, siger Alex Vanopslagh.
Liberal Alliance har ingen EU-parlamentarikere nu og har aldrig haft en plads i EU-Parlamentet.
Men de seneste målinger fra Epinion og Megafon spår, at Liberal Alliance får 8,5 procent af stemmerne. Det svarer til 2 af de 15 danske mandater i EU-Parlamentet.
– Jeg vil ikke kalde det en magtdemonstration, hvis vi får to mandater, men det er en manifestering af, at vi er et parti, der virkelig er ved at bygge os større og stærkere, siger Alex Vanopslagh.
Liberal Alliance har haft rivende medvind den seneste tid. I Voxmeters seneste politiske meningsmåling står partiet til at få knap 16 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg nu.
Borgergade 6, 4. sal
1300 København K
CVR/VAT: 34217432